Centrerende bøn – stille forbundet
Kontemplation - ordløs bøn. In English
Min vej til centrerende bøn
Efter tre berigende år med intensiv træning i mindfulness søgte jeg en lignende praksis, der var inkluderende og udogmatisk, med rødder i vestens åndelige tradition. Det fandt jeg i USA: centrerende bøn
En spirituel praksis uden dogmer.
Mange moderne mennesker kan studse over ordet ”bøn”. Men centrerende bøn kræver ingen bestemt tro, ingen dogmer og ingen svær teknik. Ordet ”bøn” peger blot på en enkel, ordløs hensigt: at give slip på kontrollen, åbne sig og hvile i samværet med det, der er større end en selv – uanset om man kalder det livet, naturen, stilheden eller Gud. Det handler om at turde lade sig elske.
Min første retræte med centrende bøn
Jeg deltog i min første retræte en time uden for New York – 14 dage i fuld stilhed med fire timers centrerende bøn om dagen. Lederen sagde ved start: ”Slip ikke din medicin.” Jeg tænkte for mig selv: ”Jeg slipper ikke min mindfulness praksis.”
Jeg skulle vælge et kort ord – for eksempel fred eller stille - Ikke et mantra, der gentages uafbrudt, men et ord, der fungerer som en blid hånd, der giver slip på en tanke med det samme. Her er ingen neutral iagttagelse, men blot hengivelse til den kilde af ubetinget kærlighed og ro i hjertet, som jeg selv kalder Gud.
Som dagene gik, føltes det som at synke ned i et varmt bad – båret af samværet med de øvrige og den stilhed, som jeg stille og roligt gav mig hen til.
Forbundet med natur og det som er større, hvad end vi vælger at kalde det.
Siden den retræte har jeg praktiseret centrerende bøn i 15 år. Jeg er uddannet formidler gennem Contemplative Outreach, som jeg også samarbejder med i dag. Gennem årene har jeg erfaret, at overgivelse i det indre rum– sansningen af at være altid allerede elsket, båret af en kærlighed, jeg ikke kan falde ud af – helt af sig selv er flyttet med mig ud på mine stillevandringer. Det er ikke noget, jeg har planlagt. Det er blot en bevidsthed og forbundethed jeg
Denne form for stilhed, der engang var forbeholdt klostrene, vokser i dag over hele verden. Den dyrkes i grupper og på retræter på alle kontinenter af både sekulære søgende, tvivlere og troende.Hvad stilheden gør ved os.
Fordele
Mange oplever, at centrerende bøn ligesom mindfulness mindsker stress og uro og styrker vores nærvær. Hvor mindfulness ofte træner os i at observere vores tanker, følelser og kropsfornemmelser fra en indre vidneposition, rummer centrerende bøn også en dyb eksistentiel og relationel dimension.
En 1.700 år gammel kloster tradition - tilpasset det moderne menneske
I klostertraditionen vidste man, at stilheden arbejder i os af sig selv. Trappistmunken Thomas Keating kaldte det en indre helingsproces – eller med hans egne ord ”guddommelig terapi”: Når vi sidder i stilhed, løsner gamle spændinger og ubevidste mønstre sig langsomt. Keating talte om det falske selv – alle de lag af forsvar, vi har bygget op for at klare os – og om det sande selv, der ligger skjult nedenunder.
Man står ikke alene i sit nærvær, men oplever at høre til og være dybt forbundet med det, der er større end os.
Ørkenfædrene
Centrerende bøn hviler på en lang, ordløs tradition. I 300-tallet drog mænd og kvinder – kendt som ørkenfædrene og ørkenmødrene – ud i Egyptens ørken for at slippe samfundets støj og finde ind til det væsentlige. Et af deres kendte visdomsord lyder: ”Gå hen og sæt dig i din celle, og din celle vil lære dig alt.”Munken Johannes Cassian bragte senere denne stilhedspraksis videre til Europa.
I 1300-tallet skrev en ukendt forfatter i England bogen Skyen af uvidenhed. Her beskrives netop metoden med at bruge et enkelt ord til at lade alle tanker hvile under en ”sky af glemsel”. Den samme vej findes hos mystikere som Teresa af Ávila, Johannes af Korset og i nyere tid hos forfatteren og munken Thomas Merton.
Kontemplativ - ordløs bøn for det morderne menneske finder en form.
I 1970'erne åbnede tre munke i Massachusetts – Thomas Keating, William Meninger og Basil Pennington – klosterets gamle praksis for omverdenen. De så, at mange moderne mennesker søgte mod Østens meditation uden at vide, at vores egen kultur rummede en dyb, ordløs tradition. Derfor formidlede de den i en enkel form til alle, og i 1984 stiftede Keating netværket Contemplative Outreach.
Rødderne i vores egen kultur.
I Bjergprædikenen findes en gammel opfordring om at gå ind i sit kammer, lukke døren og søge det større i det skjulte. Vores hjerterum, der hvor vi giver os hen til ubetinget kærlighed, forbundet uden billeder, uden symboler eller tanker, væren.
Det er en erfaring, vi kender i kroppen: stilheden i et gammelt kirkerum, en stue, hvor alting falder til ro, eller et øjeblik i naturen, hvor støjen forstummer. Centrerende bøn er ikke noget fremmed, vi skal lære. Den er en vej hjem til selvet. Det er den vej, vi går sammen på mine stillevandringer. Vi lander godt i kroppen, mærker jorden under fødderne og synker dybere ind i hjertet – stille forbundet med os selv, naturen, og det som er større end i stilheden og sansningen.
Aktuel workshop via Zoom på engelsk i samarbejde med Contemplativ Outreach i USA
