Hvad er stillevandring?
Stillevandringer - med guidet nærvær og naturen som resonans
For 10 år siden introducerede jeg begrebet stillevandringer i Danmark. Den mindfulness praksis jeg havde praktiseret gennem en årrække blev flyttet med ud i naturen sammen med kreative processer, der frigiver energi i krop og sind. Og giver mulighed for at lande i en stille og fredfyldt væren.
I naturen er der mulighed for at mærke sit fodfæste, at opleve sig båret og holdt fast af jorden, slå rødder, hvile trygt i kroppen og gradvist åbne sig for sin levende naturlige rytme i resonans med naturen. Med mulighed for at strække sig frit ud mellem himmel og jord.
Stillevandringer med nærværs-træning er at se sig selv, som man er. "At se og acceptere. At blive ved med at se. Det meditative syn forvandler det sete, ubevidsthed bliver til bevidsthed, blokeringer smelter, adskilte faktorer finder sammen. Det meditative blik er den alkymistiske ild og den alkymistiske kolbe, der skaber forvandling”. (Jes Betelsen, 1982)På stillevandringer er vi tilstedeværende og åben for sindets og kroppens naturlige proces med nærværsøvelser og naturens resonans som støtte. Det kan give en følelse af at være kommet hjem. En invitation til at værdsætte verden med alle dens sansninger, følelser og associerende tankerækker, med et dybt forankret bevidst og kærligt nærvær i nuet.
Nærvær er en væren dybt inde i os, Noget vi kan støtte os på, noget der giver os fasthed, næsten som en rygrad, Når man har dette lille vibrerende fænomen i sig, er man usårlig og ikke længere alene. Det er der altid og alle steder. Træets rodnet og første årring giver inspiration til at finde vores støtte, fasthed og forbindelse til jorden.
At finde ind i det nærvær og hvile der i længere perioder kræver træning, da bevidstheden glemmer sig selv i sin identifikation med den kropslige - emotionelle - mentale dimension og form sætter sig gennem bestemte sinds vaner. Naturen er god til at holde os fast i nuet med sin væren.
Ved at gå ind i stilheden og være uforstyrret træner deltagerne deres bevidste nærvær, og en accepterende og medfølende holdning til sinds indholdet og sansningerne. Det vil på stillevandringer over flere dage i længere stræk være mulighed for at afkoble sig sindets grundvaner. Sindets vandring, vurdering, fokusering, handling og sprogliggørelse.
Sindets grundvaner er imidlertid også en del af vores nødvendige jeg organisering, der giver os evnen til at manøvrere og overleve i den konkrete, indre personlige og psykiske virkelighed med alle dens behov, valg og opgaver. At give afkald på at følge disse sinds vaner kan i perioder virke uoverskueligt, naturstridigt og angstprovokerende set ud fra jegets bevidsthed, for det er den eneste virkelighed jeget kender.
Åbenheden og af identificeringen med sinds indholdet og sansninger, uanset hvad vi bliver mødt med på stillevandringerne, giver deltagerne mulighed for at slappe af i sind og krop og skabe en dybere tillid til os selv og overgivelse til livet som det er. ”Tillid er dybest set ikke noget vi har. Det er det, man er, når man falder ind i en fuldstændig afslappet væren”. (Rigstrup 2011.s.119)
Med intentionen om at ville ind i et dybere nærvær på stillevandringerne – og gøre det regelmæssigt, med et bevidst nærvær og en accepterende og venlig indstilling til sinds indholdet, vil nærværs-træningen over tid blive styrket og kultiveret. Gennem det levede liv og i mødet med psykens indre landskaber i en stadig foranderlig og cirkulær proces.
Psykens 3 landskaber
Den bedste måde at belyse, hvilke egenskaber og kvaliteter, der udvikles på stillevandringer med nærværs-træning er et besøg ind i de indre landskaber, inspireret af Jens-Erik Risoms beskrivelse, 2014)
Gadekæret
En almindelige bevidsthed . Gadekæret er det første indre landskab vi møder på stillevandringen med nærvær-øvelser. Her er vi i den nære jeg by, jeg huset. Her møder vi velkendte tanker, følelser og sansninger og fortrolige billeder i en spejlende opmærksomhed af vores levet liv – penge, job og nære relationer.
Vi erfarer at dagligdagen med alle dens udfordringer og muligheder er den sammenhæng som praksis udspringer af. Og det er i det levede liv at vores nærvær og evne til empati skal stå sin prøve. Når vi retter det bevidste nærvær mod livets gang - tanker, følelser og sansninger i nuet med accept, erfarer vi lidt efter lidt at det er den måde, vi forholder os til ting og vore egne tanker, som i høj grad påvirker hvordan vi har det.
Personligt ansvar
Sædvanligvis hævder vi, at det er en ting eller en person, som skænker os lykke, eller er årsagen til, at vi føler os kede af det og ulykkelige. I sådanne situationer glemmer vi let, at alle disse tanker og følelser er vore egne associationer, og at de har deres udspring i os selv. Vi giver dermed forskellige ting og personer magt til at påvirke os, og vort sind veksler mellem oprørthed og fortvivlelse i et spil, hvor vi kan blive ofre for omstændighederne. (Schønberg 2011)
Den neutrale iagttagelse og af identifikation med indholdet på stillevandringer giver os mulighed for at sandheds teste vores virkelighedsopfattelse – og om vores tolkninger og handlinger er hensigtsmæssige, så vi bevidst få mulighed for at vælge mere hensigtsmæssige og kærlige måder at behandle os selv og andre på.
I gadekæret i den almindelige jeg bevidsthed kan vi erfare at vi befinder os i en form for ”Hverdags Trace” På stillevandringer med nærværs-øvelser og naturen som resonans bliver der skabt et rum til at lytte og give tid til kroppen og følelsernes strømmende liv og dermed for tilværelsens nuværende øjeblikke, til fordel for mentale tankekonstruktioner og refleksioner og fortids- og fremtidsperspektiver.
At vågne op
Stillevandringer med nærværs-træning er en måde at vågne op til livet på. En vandring der giver mulighed for at forholde sig til tilværelsen med en åben, nysgerrig og tilladende indstilling. Vi vælger aktivt – og gang på gang – at være her og nu og naturen kalder os hjem.
Det har betydning, hvordan vores levede liv - ser ud. Den meditative praksis fæstner sig bedst i vores sind og krop, hvis vi er godt rodfæstet i det almindelige liv - et velfungerende kærlighedsliv og arbejde, en god økonomi og sund livsstil, livfuldhed, selvudvikling og et godt netværk med andre mennesker.
Det observerende jeg/ vidne position
Gennem Stillevandringen, hvor vi lader energien strømme nedad og fæstner opmærksomheden i krop og hjerte øges bevidstheden om den indre psykiske instans, der først blev navngivet af Richard Sterba (1934) som det observerende jeg. Dette jeg, også kaldet vidnet, ved af hvad der sker under stillevandringen ind i et dybere nærvær. Dette vidne er konfliktfrit og hverken vurderer, beslutter eller handler. Det er en psykisk instans der er intakt og adskilt fra det, der foregår omkring det.
Lader vi opmærksomheden – det indre vidne følge ”gadekærets hverdagsliv” med den accepterende og nænsomme indstilling, og uden at identificere os med indholdet, kommer bevidstheden ned i dybere lag.
Skovsumpen
Det ubevidste - sindets indhold og kroppens sansninger ændrer sig i retning af en mere ukendt karakter – vi er ankommet til skov sumpen – psykens ubevidste område - et skjult område med krat hvor vandet er mørkt, hvorfra nattens drømme kan tale til os. Her skal den neutrale iagttagelse - og en åben, empatisk og accepterende indstilling til det man møder, stå sin prøve.
Det er en proces der oplyser og smelter gamle blokeringer, ofte med nødvendig terapeutisk hjælp, som ofte er en forudsætning for at bearbejde gamle prægninger. For mig har det til tider været som med frosne fingre, der tør op, smertefuldt og vældigt dejligt, når blodet igen strømmer frit og hænderne og hele kroppen bliver varm og livfuld. Det medfører en fysisk og psykisk fornemmelse af at få mere plads indeni – til at være til stede i sin krop og få et bedre fodfæste. Grundholdningen med accept og medfølelse begynder at påvirke forholdet til vores medmennesker.
Fodfæste
Ligeledes træner vi at åbne og forankre os i hjertet og sanse ind i den kærlige empatiske strøm af følelser, som vi kan læne os ind i som en grundholdning til os selv og andre. Således godt udrustet kan vi begynde ”nedstigningen i kroppen”.
For at hjælpe livsenergien væk fra det mentale og få den til at flyde frit igen, er det vigtigt at følge en gradvis vej, der træner evnen til at komme til stede i kroppen og der blive forankret i det bevidste nærvær.
Fodfæste
Ligeledes træner vi at åbne og forankre os i hjertet og sanse ind i den kærlige empatiske strøm af følelser, som vi kan læne os ind i som en grundholdning til os selv og andre. Således godt udrustet kan vi begynde ”nedstigningen i kroppen”.
For at hjælpe livsenergien væk fra det mentale og få den til at flyde frit igen, er det vigtigt at følge en gradvis vej, der træner evnen til at komme til stede i kroppen og der blive forankret i det bevidste nærvær.
For at forstærke denne proces er det hjælpsomt at gå på stillevandringer i mørket, lade os favne og blive ved os selv og det næste skridt mellem træernes rødder og under stjernehimlen. Blive med det som er - slå armene ud og byde det velkomment. Velvidende at det er gamle fortællinger og holdt energi i kroppen, som nu kan få lov at smelte af os. Trygheden i gruppen fjerner skovens mytologiske "Hans og Grethe" fortællinger og dæmper/fjerner angsten for mørket.
Energien væk fra det mentale
Var livsenergien blokeret i vores familie blev det frie og spontane i os måske neddæmpet. Måske mobiliserede vi alt vores kærlighed og omsorg for at ”redde familien” så livsenergi og kærligheden igen kunne flyde vores vej og vi forsøgte at ”flytte” ind i hjertet. Lykkes strategien ikke var der kun en vej for livsenergien - længere op, hvor vi kunne bygge ”rede” i hovedet. Dygtige til at tænke og være kloge og derigennem finde en form for værdsættelse. Det mentale univers kan ydermere blive en slags beskyttelse, hvor vi skaber en indre verden, som god nok og ”rigtig”.
Egenomsorgen, som bliver resultatet af den medfølende og accepterende holdning til sig selv, uanset bevidstheden indhold og en større evne til at være i nuet. – skaber plads og medfølelse indeni, og i mødet med andre kan vi reagerer med udgangspunkt i empati følelserne. Vi opøver en evne til selv at styre, hvad vi ønsker at give vores bevidste nærhed og lægger helt konkret nye spor i hjernen.
Gennem bevidsthedens forskellige landskaber træner deltagerne på stillevandringer med guidet nærvær evnen til et dybere forankret bevidst nærvær i nuet, forankret i åndedrættet, kroppen og hjertet. Igen og igen trænes den accepterende og nænsomme holdning til sindsindholdet og sansningerne i kroppen.
Stillevandringerne med nærværs-træning tager højde for den manglende centrering, det skrøbelige indre fodfæste, og det høje energi niveau i det mentale. En indre virkelighed som er velkendt for mange mennesker i dag, og derfor den virkelighed nogle af os konfronteres med og bliver vidne til på stillevandringen. Deltagerne får tilbudt alternative nærværs-øvelser, der resonerer med deres energi og praksis.
Flyder livsenergien frit og er nærværet intakt i opvæksten kan bevidstheden trygt hvile i mavekuglen med dets lystfyldte, instinktive driftsmæssige udtryk. Godt forankret i mave kuglen har vi et naturligt udgangspunkt for at være bevidst nærværende. Vi er åben i kroppen og kan rumme bevidsthedens møde med sinds indholdet og sansningerne.
Man kan ikke vove at miste fodfæstet for en stund, hvis man slet ikke kender til at have virkeligt fodfæste. På stillevandringerne styrkes deltagernes fornemmelse af fodfæste - vi sanser ind i jorden der bærer os, mærker ind i træernes dybe rodnet som vores eget. Først når jordforbindelsen og fornemmelsen af at være oprejste og trygt hvilende i vores midte - kan vi derfra åbne os for naturens resonans.
Man kan ikke vove at miste fodfæstet for en stund, hvis man slet ikke kender til at have virkeligt fodfæste. På stillevandringerne styrkes deltagernes fornemmelse af fodfæste - vi sanser ind i jorden der bærer os, mærker ind i træernes dybe rodnet som vores eget. Først når jordforbindelsen og fornemmelsen af at være oprejste og trygt hvilende i vores midte - kan vi derfra åbne os for naturens resonans.
Det er hjælpsomt at gå flere dage i træk og langsomt komme i kontakt med vores fodfæste, midte og en tryg væren i naturen.
”Man skal blive klædt på til at blive klædt af og opbygge den modenhed, der skal til for at slippe, først de mindre slip, siden de store slip i livet og døden”. (Rigstrup, 2012)
Dybest set skal vi på stillevandringerne ikke ændre noget, men hvile i det som er, og give slip i vante bevidsthedstilstande, for på sigt at kunne falde ind i en dybere væren. For nogle kan det opleves som at falde og give slip i dele af sin kendte identitet. Hvis man hele livet har levet med en særlig spænding, kan en dyb afspænding opleves som et frit fald ud i det ukendte.
Bjergsøen
Her er man i bjergsøen under åben himmel, en trans personlig dimension med fælles arketypisk indhold, hvor alt forstummer og alt blot er.
”Når vi tømmer os selv for alt, hvad der binder os til det skabte, og befrier os fra det af kærlighed til Gud, så vil den selv samme Gud fylde sig med sig selv. (Teresa de Avila 1515- 1582)
Enhedsbevidstheden, nondual bevidsthed og kontemplation. Den tilstand hvor bevidstheden i glimt smelter sammen med en større bevidsthed har mange navne og er eksistensens essens. Vidne Funktionen kan åbne til dybere lag i et helhedsorienteret tilstedevær, hvor bevidstheden begynder at fyldes af større perspektiver og kvaliteter som fx helhed, sammenhæng og medfølelse. For at åbne ind til Bjergsøens kvaliteter er overgivelse ind til det som er større - på stillevandringer kan det være naturen, sansningen ind i det som altid er levende og vibrerende kærligt.
Nærværs-træningens frugter
På stillevandringer over flere dage kan deltagerne langsomt med sit bevidste nærvær begynde at vælge i hvilken retning bevidstheden skal vende sig – måske mod andre sider af livet, og således frisat kan man lægge nye hjerne spor. Praksis jeget udvikles til at blive bærer af visdom, fornuft og overlevelse, det autentiske selv, der leder os på sporet af selvets essens. En essens der kan ligge som en kim klar til spiring i personligheden, og åbne op for kvaliteter som tålmodighed, gavmildhed, kærlighed, omsorg, opfindsomhed, kreativitet, musikalitet og sans for det kvalitative i tilværelsen.
Gradvis lærer praksis jeget at selvorganisere energisystemet i kroppen. Vi lærer at stemme vores instrument. Praksis jeget bliver mindre kontrollerende og slår autopiloten fra. Det blødgør og skærper opmærksomheden på indholdet i sindet, følelserne, kroppen og i det indre energetiske system, med et empatisk hjerte, og en medfølende grundstemning.
Når vi formår at omsætte og frisætte nogle af kræfterne i vores ubevidste bliver der mere plads, mere tillid til at kunne bevare vidne positionen og rumme indholdet i skovsumpens mørke vand ved lignende storme. Vi falder til ro og kan begynde at spejle himlen i nuet og med et dybere forankret nærvær i krop, hjerte og sjæl oplever vi i glimt samhørigheden med noget større. Naturens rum er frisættende for bevidstheden - at sanse ind i vidder, fra klinter ud over havet, eller himmelrummet giver en stor fornemmelse af frihed.
Møder man livets strøm, uanset indholdet med nærværet fra sit hjertes stille medfølende dyb, gør det os godt. Man mærker at det er de fraspaltede og svage jeg dele som føler sig lukket ude fra det inderste gode, at de er bærer af den egentlige smerte og ikke selve smerten – som man troede da man ikke var bevidst nærværende. Det kan fx dreje sig om følelser af afvisning, når man i et rum af nærvær møder afvisning følelsen, kan man opdage det indre hjerterum, hvor afvisningen ikke findes.
På stillevandringer over flere dage kan deltagerne langsomt med sit bevidste nærvær begynde at vælge i hvilken retning bevidstheden skal vende sig – måske mod andre sider af livet, og således frisat kan man lægge nye hjerne spor. Praksis jeget udvikles til at blive bærer af visdom, fornuft og overlevelse, det autentiske selv, der leder os på sporet af selvets essens. En essens der kan ligge som en kim klar til spiring i personligheden, og åbne op for kvaliteter som tålmodighed, gavmildhed, kærlighed, omsorg, opfindsomhed, kreativitet, musikalitet og sans for det kvalitative i tilværelsen.
Gradvis lærer praksis jeget at selvorganisere energisystemet i kroppen. Vi lærer at stemme vores instrument. Praksis jeget bliver mindre kontrollerende og slår autopiloten fra. Det blødgør og skærper opmærksomheden på indholdet i sindet, følelserne, kroppen og i det indre energetiske system, med et empatisk hjerte, og en medfølende grundstemning.
Når vi formår at omsætte og frisætte nogle af kræfterne i vores ubevidste bliver der mere plads, mere tillid til at kunne bevare vidne positionen og rumme indholdet i skovsumpens mørke vand ved lignende storme. Vi falder til ro og kan begynde at spejle himlen i nuet og med et dybere forankret nærvær i krop, hjerte og sjæl oplever vi i glimt samhørigheden med noget større. Naturens rum er frisættende for bevidstheden - at sanse ind i vidder, fra klinter ud over havet, eller himmelrummet giver en stor fornemmelse af frihed.
Møder man livets strøm, uanset indholdet med nærværet fra sit hjertes stille medfølende dyb, gør det os godt. Man mærker at det er de fraspaltede og svage jeg dele som føler sig lukket ude fra det inderste gode, at de er bærer af den egentlige smerte og ikke selve smerten – som man troede da man ikke var bevidst nærværende. Det kan fx dreje sig om følelser af afvisning, når man i et rum af nærvær møder afvisning følelsen, kan man opdage det indre hjerterum, hvor afvisningen ikke findes.
Hjertes medfølende dyb
At gå på stillevandring med guidet nærvær støtter modet og viljen til at møde og rumme sig selv, og være vidne til den underliggende tankestrøm og de historier vi fortæller om os selv, der styrer vores impulser og handlinger.
”at give sig hen til det inderste føles ikke altid godt, og slet ikke altid sødmefyldt. Til tider har man brug for at være uden den gode følelse for at blive nøgtern og nøgen i det indre rum. Her får man lejlighed til at mærke, om man kan give sig hen og lade hjertet være åbent, ikke bare i kærlighed, men også i smerte. Eller om der dukker hidtil usete forbehold og betingelser op.” (Teresa de Avila 1515- 1582)
Mod
Gennem Stillevandringer med nærværs-træning styrker vi vores sunde praksisjeg, der har forbindelse til vidnet, selvet og den spirituelle bevidsthed. Praksis Jeget må til tider arbejde hårdt med at selvregulere energien i sind og krop, så godt som muligt og at holde fast i intentionen om neutralt nærvær, når og hvis, der hvirvles dynd op fra bevidstheden dybder. Indhold der provokerer svage og belastede jeg dele med en oplevelse af at systemet falder sammen indefra. Gennem nærværs-træningen styrkes praksis jeget så det kan handle, dosere og selvregulere vores krop og sind med præcision og ædruelighed.
Evne til medfølelse
Når evnen til at vise medfølelse udvikles, sker der noget med sindets indre organisering, som har vidtrækkende konsekvenser for, hvordan man oplever sig selv og verden, ja, i sidste ende for at ens selvopfattelse er realistisk.
Et bevidst tilstedevær i kroppen, en afslappet og samtidig rank indstilling hvilende i vore midte og opmærksomheden fæstnet ind i det sanselige - fødderne og jorden der bærer os, vores midte, åndedrættet udgør tilsammen en basis for solid væren. Der kan vi fæstne og forankre bevidstheden og altid søge hen og vende tilbage til i det øjeblik distraktioner opdages. Desuden kan bevidst opmærksomhed på åndedrættet medvirke til at regulere arousal niveauet i det autonome nervesystem (Hart 2012)
Åndedrættet er unik ved, at det er den del af det autonome nervesystem (den del som ikke er viljestyret) som vi kan påvirke direkte. Åndedrættet befinder sig i grænselandet mellem sjæl og krop. Vore tanker og følelser påvirker åndedrættet på forskellige måder. (Hart 2012)
Åndedrætsøvelser
Stillevandringerne indeholder nærværs-øvelser der hviler ved åndedrættet. Et afslappet fokus ved åndedrætte hjælper med at komme til stede i nuet, at blive forankret i kroppen, og forbinder det mentale - intuitive med det instinktive driftsmæssige. Ved at træne øvelserne, baner de organiske spor i kroppen og bevidstheden og får nærmest sit eget ”liv”. Det betyder, at de kan optræde spontant fx i stressede situationer, hvor åndedrættet begynder at gå fra de forskellige centre i kroppen og regulere energien. Gradvist får vi mulighed for at ”flytte” vores indre balance og centrering tilbage i hjertet, maven - tilbage til vores rødder.
Hvis vi tålmodigt træner evnen til at rumme energi, intensitet, følelser og stress, stabiliserer og etablerer vi et indre fodfæste. Livsenergien får igen mulighed for at flyde frit. Øvelserne på stillevandringerne træner også evnen til at åbne for empatiske følelser i hjertet - højere følelser, kærlighedslivet, medfølelse, religiøse følelser, hellighed, ophøjethed, følelser af naturens omfattende og betagende væsen og kosmos. Ved at træne en forankring i det åbne hjerte kan fokus skifte fra jegets mere narcissistiske behov til evnen til indre og ydre kontakt og samhørighed (Jes Bertelsen,1982)
Gennem Stillevandringer med nærværs-træning styrker vi vores sunde praksisjeg, der har forbindelse til vidnet, selvet og den spirituelle bevidsthed. Praksis Jeget må til tider arbejde hårdt med at selvregulere energien i sind og krop, så godt som muligt og at holde fast i intentionen om neutralt nærvær, når og hvis, der hvirvles dynd op fra bevidstheden dybder. Indhold der provokerer svage og belastede jeg dele med en oplevelse af at systemet falder sammen indefra. Gennem nærværs-træningen styrkes praksis jeget så det kan handle, dosere og selvregulere vores krop og sind med præcision og ædruelighed.
Evne til medfølelse
Når evnen til at vise medfølelse udvikles, sker der noget med sindets indre organisering, som har vidtrækkende konsekvenser for, hvordan man oplever sig selv og verden, ja, i sidste ende for at ens selvopfattelse er realistisk.
Et bevidst tilstedevær i kroppen, en afslappet og samtidig rank indstilling hvilende i vore midte og opmærksomheden fæstnet ind i det sanselige - fødderne og jorden der bærer os, vores midte, åndedrættet udgør tilsammen en basis for solid væren. Der kan vi fæstne og forankre bevidstheden og altid søge hen og vende tilbage til i det øjeblik distraktioner opdages. Desuden kan bevidst opmærksomhed på åndedrættet medvirke til at regulere arousal niveauet i det autonome nervesystem (Hart 2012)
Åndedrættet er unik ved, at det er den del af det autonome nervesystem (den del som ikke er viljestyret) som vi kan påvirke direkte. Åndedrættet befinder sig i grænselandet mellem sjæl og krop. Vore tanker og følelser påvirker åndedrættet på forskellige måder. (Hart 2012)
Åndedrætsøvelser
Stillevandringerne indeholder nærværs-øvelser der hviler ved åndedrættet. Et afslappet fokus ved åndedrætte hjælper med at komme til stede i nuet, at blive forankret i kroppen, og forbinder det mentale - intuitive med det instinktive driftsmæssige. Ved at træne øvelserne, baner de organiske spor i kroppen og bevidstheden og får nærmest sit eget ”liv”. Det betyder, at de kan optræde spontant fx i stressede situationer, hvor åndedrættet begynder at gå fra de forskellige centre i kroppen og regulere energien. Gradvist får vi mulighed for at ”flytte” vores indre balance og centrering tilbage i hjertet, maven - tilbage til vores rødder.
Hvis vi tålmodigt træner evnen til at rumme energi, intensitet, følelser og stress, stabiliserer og etablerer vi et indre fodfæste. Livsenergien får igen mulighed for at flyde frit. Øvelserne på stillevandringerne træner også evnen til at åbne for empatiske følelser i hjertet - højere følelser, kærlighedslivet, medfølelse, religiøse følelser, hellighed, ophøjethed, følelser af naturens omfattende og betagende væsen og kosmos. Ved at træne en forankring i det åbne hjerte kan fokus skifte fra jegets mere narcissistiske behov til evnen til indre og ydre kontakt og samhørighed (Jes Bertelsen,1982)
Stillevandringer starter altid med at lade opmærksomheden hvile ved fødderne og jorden der bærer os, at få fodfæste, at finde hvile i kroppens midte, og gradvist blidt åbne os for dybere væren med naturen som resonans. Når vi skal på en stillevandring er vi altid halv fyldt af – tanker, følelser, sansninger, der skal tømmes før sindet og kroppen kan finde ind i et dybere bevidst nærvær i nuet.
Videregående nærværs-praksis i naturen
Det er en central forudsætning for paratheden til at gå dybere i sin nærværs-træning i naturen, at vi er forankret i et åbent og medfølende tilstedevær i kroppen, evner den neutrale iagttagelse, og har kontakt med hjertets kvaliteter af accept, nænsomhed, styrke og tillid.
I videregående nærværs-træning tager vi et skridt væk fra den kognitive tendens til at være fokuseret på noget og dermed bliver der skruet ned for andre sansninger. Vi formår i højere grad at slippe vores projekter, slappe af i sindet, åbne til tillid og rummelighed og tillade ikke viden. Her arbejder man i stedet med en art valgfri opmærksomhed eller panoramisk opmærksomhed.
På stillevandringerne over flere dage trænes det bevidste nærvær ved afslappet og uden sprog at åbne for opmærksomheden ligeligt til alle ydre og indre indtryk, følelser og tanker i stedet for at fokusere på noget bestemt.
Videregående nærværs-praksis i naturen
Det er en central forudsætning for paratheden til at gå dybere i sin nærværs-træning i naturen, at vi er forankret i et åbent og medfølende tilstedevær i kroppen, evner den neutrale iagttagelse, og har kontakt med hjertets kvaliteter af accept, nænsomhed, styrke og tillid.
I videregående nærværs-træning tager vi et skridt væk fra den kognitive tendens til at være fokuseret på noget og dermed bliver der skruet ned for andre sansninger. Vi formår i højere grad at slippe vores projekter, slappe af i sindet, åbne til tillid og rummelighed og tillade ikke viden. Her arbejder man i stedet med en art valgfri opmærksomhed eller panoramisk opmærksomhed.
På stillevandringerne over flere dage trænes det bevidste nærvær ved afslappet og uden sprog at åbne for opmærksomheden ligeligt til alle ydre og indre indtryk, følelser og tanker i stedet for at fokusere på noget bestemt.
Dorte Elmbæk Nielsen
Stifter af - og afholdelse af stillevandringer med guidet nærvær i 10 år
Ejer af Camønogaarden på Østmøn, der er hjemsted for fuldmånestillevandringer og retreats med stillevandringer over flere dage.
Litteratur liste
Bertelsen, J,( 1982) ”Energi og bevidsthed”.
Borgens forlag Nielsen, D, (2011)”
Søster Emmas liv-at blive elsket frem”. Katolsk forlag
Echardt, T, (2007) ”Nuets kraft”. Gyldendal forlag.
Gilbert,P, (2009) ”Medfølelse og mindfulness”. Klim forlag
Hart,S (2012) ”Neuroaffektiv psykoterapi for voksne, afsnittet om metallisering”. Borgen forlag.
Rigtrup, M (2012) ”Det intelligente hjerte”. Borgens forlag
Risom, J (2013) ”Mindfulness og Meditation i liv og arbejde”. Borgens forlag.
Schenström, O,( 2011) ”Mindfulness i din hverdag”. Schønstrøms forlag.
Zinn, Jon (2011) ”Lige meget hvor du går hen er du der”. Hans Reitzels forlag
Dorte Elmbæk
Bertelsen, J,( 1982) ”Energi og bevidsthed”.
Borgens forlag Nielsen, D, (2011)”
Søster Emmas liv-at blive elsket frem”. Katolsk forlag
Echardt, T, (2007) ”Nuets kraft”. Gyldendal forlag.
Gilbert,P, (2009) ”Medfølelse og mindfulness”. Klim forlag
Hart,S (2012) ”Neuroaffektiv psykoterapi for voksne, afsnittet om metallisering”. Borgen forlag.
Rigtrup, M (2012) ”Det intelligente hjerte”. Borgens forlag
Risom, J (2013) ”Mindfulness og Meditation i liv og arbejde”. Borgens forlag.
Schenström, O,( 2011) ”Mindfulness i din hverdag”. Schønstrøms forlag.
Zinn, Jon (2011) ”Lige meget hvor du går hen er du der”. Hans Reitzels forlag
Dorte Elmbæk
