Kontemplation

Den kontemplative tradition i kristendommen har været glemt i 500 år,
og er bragt til live indenfor de sidste 50 år af blandt andre munkene Thomas Keating og Thomas Merton. 

Det er en sanset og ordløs praksis, der passer til det moderne globalt orienteret menneske, med en inkluderende og kærlig tilgang til alle mennesker. Praksis har fælles lighedspunkter med mindfulness, ved det bevidste nærvær og vidnepositionen. I det kontemplative går vi et skridt videre ind i en åndelig praksis. Det centrale her er overgivelse og et dybere slip ind i foreningen med den uendelige rige og transcendente kilde, der strømmer i os. Vi går forbi tanker, følelser, kropsfornemmelser, symboler og historier for at lande i forbundethed med det som er større. 

Kontemplation er det højeste udtryk for [menneskeligt] intellektuelt og åndeligt liv. Det er selve livet, helt vågen, fuldt aktiv, fuldt ud klar over at være i live. Det er spirituelt vidunder. Det er spontant ærefrygt over livets helligdom, at være. Det er taknemmelighed for livet, for bevidsthed og for at være. Det er en levende erkendelse af, at livet  i os strømmer fra en usynlig, transcendent og uendelig rig kilde. Kontemplation er frem for alt bevidsthed om denne kilde. Den kender kilden, uklart, uforklarlig, men med en trofasthed, der går både ud over grund og ud over simpel tro. 

På retræterne læner vi os ind i den kontemplative tradition og åbner os i naturen for en stille væren og forbundethed med den kilde, der flyder gennem alting.